Tilbage til forige side

Billeder af mindegravene

Kontakt

Priser

Links

Historien om foreningen Dyrenes Mindegrave

- fortalt af Poul Dreyer i forbindelse med foreningens 10 års jubilæum

 

 

Den stiftende generalforsamling

Mandag den 27. februar 1995 blev der på ruinerne af det tvangsopløste Dyregravene Aps holdt stiftende generalforsamling i foreningen Dyrenes Mindegrave. Mødet fandt sted i Amagerhallens store mødelokale på Løjtegårdsvej 64, hvor omkring 100 gravholdere var mødt frem.

 

Generalforsamlingen var blevet indkaldt af en kreds af gravholdere, den såkaldte Initiativgruppe, bestående af Kristian Munk, Rune Haulund, Vibeke Rasmussen og Poul Dreyer. Siden gruppens etablering i november 1994 og frem til den stiftende generalforsamling havde desuden Otto Duborg, Lilly Rasmussen, Poul Langdal, Dina Bakar samt Hanne og Flemming Ljungdahl ydet væsentlige bidrag til foreningens stiftelse.

 

Foreningens første bestyrelse fik følgende sammensætning: Formand Kristina Hertel, næstformand Rune Haulund, sekretær Dina Bakar, kasserer Kenneth Hennings og menigt medlem Kristian Munk. Som suppleanter valgtes 1. Charlotte Andersen, 2. Tibor Czako, 3. Hanne Ljungdahl, 4. René Chabert og 5. Viggo Karm. Endelig blev Poul Dreyer valgt som revisor og Flemming Ljungdahl som revisorsuppleant.

 

Forløbet forud for generalforsamlingen

 

Hvordan startede det hele?

 

I 1987 fik jeg begravet min 13 år gamle kat på gravpladsen, som dengang var et anpartsselskab under navnet ”Dyregravene ApS”. Fru Carla Schou fungerede både som daglig leder af gravpladsen og som forretningsfører med alt hvad dette indebærer af administrative opgaver, medens hr. Sivertsen varetog selve begravelserne. Dyregravene var i mine øjne på daværende tidspunkt en velfungerende gravplads, men samtidig også helt afhængig af de 2 nævnte personers engagement og daglige indsats.

 

Da jeg så 7 år senere – den 22. september 1994 – igen skulle have foretaget en begravelse, var meget ændret. Gennem flere år var den årlige leje ikke blevet opkrævet og gravpladsen var begyndt at forfalde. Ved begravelsen spurgte jeg hr. Sivertsen om baggrunden for de manglende lejeopkrævninger og det viste sig, at fru Schou var død i december 1991. Ganske vist var hr. Claus Henrik Schmid i mellemtiden blevet indsat som direktør i anpartsselskabet, men han havde ikke formået at videreføre gravpladsen i fru Schou’s ånd.

 

Hr. Sivertsen opfordrede mig til at indbetale min skyldige leje på anpartsselskabets girokonto, men jeg var skeptisk og ville først have en nærmere afklaring af ejerforholdene. Jeg aflagde derfor besøg i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor jeg til min store overraskelse erfarede, at Dyregravene gennem flere år ikke have indsendt de lovpligtige regnskaber og at Skifteretten derfor gennem kundgørelse i Statstidende allerede den 29. september året før havde påbegyndt en tvangsopløsning af anpartsselskabet!

 

Af kundgørelsen fremgik, at advokatfirmaet B. Helmer Nielsen på Rådhuspladsen, repræsenteret ved advokat Lars Krogsgaard, havde fået til opgave at afvikle selskabets aktiviteter. Jeg kontaktede straks advokaten, som blev meget glad for min henvendelse, idet jeg var den eneste gravholder, som han på daværende tidspunkt var i kontakt med.

 

Advokaten inviterede mig til et møde på hans kontor på Rådhuspladsen. Vi drøftede først om der i det hele taget var basis for at videreføre gravpladsen. I betragtning af, at der var omkring 667 gravsteder på gravpladsen, blev vi enige om, at interessen burde være til stede. Der var imidlertid et problem med det økonomiske grundlag, idet anpartsselskabets direktør, Claus Schmid, havde optaget et lån på 200.000 kr. med pant i ejendommen. Dette lån, med en restgæld på omkring 180.000 kr., ville en ny ejer være tvunget til at overtage. Og såfremt terminerne ikke løbende blev betalt, ville långiveren, som viste sig at være det daværende Unibank, være berettiget til at sende gravpladsen på tvangsauktion. Men hvor skulle den fornødne kapital komme fra?

 

Vi drøftede derefter, under hvilke former det i givet fald ville være muligt at videreføre gravpladsen: skulle det være som et A/S, et ApS, som en forening eller evt. som noget helt andet? Vi anså det for vigtigt at få lavet om på den store afhængighed af nogle få personers engagement i gravpladsen. Det største og mest ægte engagement burde logisk set kunne findes blandt gravholderne, men ville der blandt disse være tilstrækkelig interesse for at etablere og drive gravpladsen i fællesskab? Hvis spørgsmålet kunne besvares bekræftende, ville det være bedst at forsøge at videreføre gravpladsen på foreningsmæssig basis. Vi gik nu hver især i gang med at undersøge dette.

 

Gennem opslag på gravpladsen og ved at kontakte de gravholdere, jeg tilfældigt mødte på gravpladsen, etableredes den tidligere nævnte Initiativgruppe, som begyndte at holde regelmæssige møder. Gruppen gjorde en stor indsats for at få skabt kontakt med så mange gravholdere som muligt og for at få dannet sig et indtryk af interessen for en videreførelse af gravpladsen.

 

Sideløbende med Initiativgruppens bestræbelser tog advokaten kontakt med en række dyreværnsforeninger, som blev spurgt, om de kunne være interesserede i at overtage og videreføre gravpladsen. På denne måde fik han kontakt med Marianne Wiberg fra Kattens Værn, som tilbød at stille såvel kapital som administrationsapparat til rådighed for en videreførelse af gravpladsen. Kattens Værn gav dog samtidig udtryk for, at man ikke kunne påtage sig at stå for den daglige drift. Så i et eller andet omfang måtte gravholderne under alle omstændigheder på banen, men meldingen fra Kattens Værn var en vældig opmuntring for Initiativgruppen i dens bestræbelser på at få skabt en redningsplan.

 

Den 14. december 1994 blev der så holdt et nyt møde på advokatens kontor med deltagelse af Initiativgruppen og Marianne Wiberg. Allerede på dette tidspunkt havde vi fået en klar fornemmelse af, at der blandt gravholderne var en overvældende interesse for at videreføre gravpladsen og der var derfor enighed om, at vi skulle forsøge at stable en forening på benene, baseret på demokratiske principper. Men hvem skulle stå for den daglige drift og kunne der skabes et bæredygtigt økonomisk grundlag for en videreførelse af gravpladsen?

 

Der var imidlertid grænser for hvor lang tid advokaten på vegne af Skifteretten kunne give os til at besvare disse spørgsmål. Da der hverken blev betalt terminer, ejendomsskatter eller andre udgifter medens Skifteretten arbejdede, voksede gælden støt dag for dag. Vi fik derfor en frist til udgangen af februar 1995 til at få stablet en forening på benene og få skabt det fornødne økonomiske grundlag.

 

En væsentlig medvirkende årsag til at det var gået så galt med Dyregravenes økonomi var, at man ikke havde nogen sikkerhed for at gravholderne betalte deres leje. Når folk mistede interessen, flyttede, forsvandt eller døde stod anpartsselskabet ofte i en situation, hvor indtægterne pludselig udeblev. For at imødegå dette opstod idéen om at indføre et depositum svarende til 1 års kontingent. Ved at regne lidt på tallene stod det desuden klart, at man ad denne vej ville være i stand til at tilvejebringe en tilstrækkelig stor kapital til at finansiere overtagelsen af gravpladsen. Og da alene ejendomsvurderingen på 445.000 kr. for selve grunden lå en hel del over købesummen, kunne foreningen helt risikofrit og med god samvittighed låne en del af gravholdernes indbetalte deposita til at finansiere den kontante udbetaling.

 

En anden erfaring fra Dyregravene var, at ingen enkeltperson måtte have mulighed for at træffe afgørende, økonomiske dispositioner vedrørende gravpladsen, således som det var sket, da Claus Schmid optog et lån med pant i ejendommen. Det måtte forventes, at foreningen, såfremt den var i stand til at betale de løbende terminer på pantebrevet, i løbet af en årrække ville oparbejde en formue af en størrelsesorden, som kunne virke fristende på svage sjæle. Der var således et indlysende behov for at beskytte foreningens formue, hvilket blev sikret gennem en række meget stærke bestemmelser i foreningens vedtægter.

 

Januar og februar 1995 blev 2 måneder med hektisk mødeaktivitet i Initiativgruppen. Gruppen voksede støt og roligt eftersom stadigt flere gravholdere ønskede at give en hjælpende hånd med og der herskede i gruppen en enestående pionerånd og en usædvanlig vilje til at få en redningsplan stablet på benene.

 

Lørdag den 25. februar 1995 kl. 13.00 mødtes Initiativgruppen – som efterhånden var vokset til en halv snes mennesker – for sidste gang for at finpudse de sidste detaljer inden den stiftende generalforsamling. Mødet fandt sted i nogle nedlagte kontorlokaler på Strandlodsvej 9 B på Amager, som Flemming Ljungdahl velvilligt stillede til rådighed. Alt var nu klar til generalforsamlingen: vi havde fået kontakt med et par hundrede gravholdere, som havde tilkendegivet positiv interesse for en videreførelse af gravpladsen, den fornødne kapital ville blive tilvejebragt gennem fastsættelse af et depositum for alle gravsteder, vi havde fundet et navn til foreningen, der var indgået aftaler med såvel en graver som en inspektør om varetagelse af den daglige drift, Kattens Værn havde lovet at stille kontorfaciliteter til rådighed for den kommende forening, Amagerhallen var lejet til mødet, der var tilkaldt juridiske og økonomiske eksperter, der var udarbejdet udkast til vedtægter for foreningen og der var udsendt både mødeindkaldelse og pressemeddelelser.

 

 

Efter generalforsamlingen

 

På den stiftende generalforsamling forelå et tilbud fra Dyregravenes likvidator om at overtage gravpladsen mod betaling af en kontant udbetaling på 170.000 kr. samt overtagelse af pantebrevets restgæld på 178.407 kr. Tilbuddet var kun gældende til kl. 12 dagen efter generalforsamlingen og der skulle derfor handles hurtigt. Bestyrelsen havde af generalforsamlingen fået mandat til at tage imod tilbuddet, idet den samtidig blev pålagt - med bistand fra foreningens advokat - at forsøge at opnå den bedst mulige pris for ejendommen.

 

På bestyrelsens vegne gav foreningens advokat straks det fornødne tilsagn og indledte samtidig forhandlinger om ejendommens pris. Herefter gik der en rum tid med juridiske spidsfindigheder og tovtrækkerier førend bestyrelsen den 30. august 1995 endelig kunne afslutte forhandlingerne og underskrive det dokument, hvormed gravpladsen blev overdraget til foreningen. Og resultatet måtte betegnes som særdeles tilfredsstillende, idet det var lykkedes at reducere den kontante udbetaling til 98.208 kr.!

 

Bestyrelsen fandt, at overtagelsen var en så vigtig begivenhed, at den skulle markeres ved at holde “Åbent Hus” på gravpladsen. Arrangementet løb af stabelen søndag den 10. september 1995, hvor der - på trods af at vejrguderne ikke var os venligt stemt - mødte flere hundrede medlemmer, gæster og venner af foreningen. Arrangementet gav desuden foreningen megen positiv presseomtale, både i lokalaviser, -radio og -TV. Siden da har der været tradition for at afholde Åbent Hus hvert efterår.

 

Som før nævnt tog foreningen dagen efter den stiftende generalforsamling imod tilbuddet om at overtage gravpladsen. Likvidator kvitterede straks herfor ved at bemyndige foreningen til “at udøve en ejers råden over ejendommen”, hvilket på godt dansk betød, at vi fik lov til at foretage begravelser. Dette var naturligvis helt afgørende for at vi igen kunne blive en fungerende gravplads for dyr.

 

Men inden vi kunne foretage begravelser var det meget vigtigt at få skaffet klarhed over hvilke gravsteder, der tilhørte hvem og hvilke, der var ledige til nye begravelser. Allerede før den stiftende generalforsamling var der udfoldet store bestræbelser for at komme i kontakt med så mange gravholdere som muligt, men arbejdet var særdeles vanskeligt, idet Dyregravenes medlemskartotek ikke var blevet holdt ajour gennem de seneste år.

 

Arbejdet med at opspore gravholderne var meget omfattende, men bestyrelsen fik en helt enestående hjælp af de frivillige hjælpere, der havde meldt sig på den stiftende generalforsamling: Winnie Hansen, Angela Effersøe, Malene Christensen, Inge Lundborg, Tibor Czako, Hanne Mogensen og Pernille Rising. Resultatet var imponerende: I løbet af et halvt år havde foreningen fået over 300 medlemmer!

 

Bestyrelsen sendte desuden ansøgninger til et utal af fonde og legater om økonomisk støtte. Foreningens formål viste sig dog at være så specielt, at kun skibsreder og dyreven Per Henriksen ville yde støtte til foreningen. Foreningen var dog så heldig ganske uansøgt at blive tilgodeset med 5.000 kr. af fondet Maj Måneds Katte ved Poul Holm.

 

Af andre sager, som bestyrelsen arbejdede med i foreningens første leveår, kan bl.a. nævnes udarbejdelse af informationsfoldere, et ordensreglement for gravpladsen, etablering af pasningsordning for gravsteder og etablering af en fælles urnegrav.

 

I betragtning af den store arbejdsbyrde, der påhvilede bestyrelsen gennem hele det første år, kunne det ikke undre, at flere medlemmer valgte at stå af undervejs. Både formanden og næstformanden samt 1. og 2. suppleanterne havde trukket sig, men heldigvis var andre gravholdere straks klar til at tage over. Og sådan har det sådan set været lige siden gennem foreningens nu 10 første leveår: hver gang nogen har trukket sig, har andre straks været klar til at tage over, hvilket bl.a. fremgår af nedenstående oplistning af de personer, der gennem de 10 år har bestridt et eller flere tillidshverv i foreningen:

 

Angela Effersøe

Christina Neuendorf

Christine Bartholin

Birthe Osroff

Dina Bakar

Flemming Ljungdahl

Grethe Gren Jensen

Hanne Ljungdahl

Hanne Mogensen

Helene Birch

Helle Feldner

Jette Jacobsen

Kay Verner Nimholm

Kenneth Hennings

Kristian Munk

Kristina Hertel

Käthe Gren

Malene Christensen

Marianne Wiberg

Ole Gam

Peter Larsen

Poul Dreyer

Susanne Tinzmann

Rune Haulund

Tibor Czako

Vibeke Rasmussen

Viggo Karm

Åge Munch

 

Gennem disse mange menneskers indsats er det lykkedes at videreføre gravpladsen og der har endda også været kræfter til at skabe en række forbedringer, hvoraf de væsentligste vel nok er udskiftning af det gamle, forfaldne skur, etablering af en fælles urnegrav og pasningsordninger for dem, der ikke selv har kræfterne til at gøre det. Økonomien er særdeles sund, der er efterhånden oparbejdet en egenkapital på over 100.000 kr. og restgælden på pantebrevet vil kunne indfries om nøjagtig 2 år.

 

Set i bakspejlet må man derfor nu konkludere, at det var en rigtig beslutning, der blev truffet for nu 10 år siden, da vi valgte at videreføre gravpladsen på foreningsmæssig basis. Foreningen har – i modsætning til andre dyregravpladser rundt omkring i landet – vist sig levedygtig og der er bestemt ingen grund til at forvente andet i de kommende år.

 

Det bør afslutningsvis nævnes, at foreningen næppe havde overlevet sine første leveår, hvis det ikke havde været for den støtte og opbakning, som den hele vejen igennem fik af Kattens Værn. Ikke alene stillede Kattens Værn vederlagsfrit sine kontor- og mødefaciliteter til rådighed for foreningen, men de tog også imod telefoniske henvendelser, distribuerede foreningens breve, lagde ud for en stor del af foreningens udgifter og udgjorde i det hele taget en solid og tryg base for foreningens virksomhed.