Historien om foreningen Dyrenes Mindegrave
- fortalt af Poul Dreyer i forbindelse med foreningens
10 års jubilæum
Den
stiftende generalforsamling
Mandag den 27. februar 1995
blev der på ruinerne af det tvangsopløste Dyregravene Aps holdt stiftende
generalforsamling i foreningen Dyrenes Mindegrave. Mødet fandt sted i
Amagerhallens store mødelokale på Løjtegårdsvej 64, hvor omkring 100
gravholdere var mødt frem.
Generalforsamlingen
var blevet indkaldt af en kreds af gravholdere, den såkaldte Initiativgruppe,
bestående af Kristian Munk, Rune Haulund, Vibeke Rasmussen og Poul Dreyer.
Siden gruppens etablering i november 1994 og frem til den stiftende
generalforsamling havde desuden Otto Duborg, Lilly Rasmussen, Poul Langdal,
Dina Bakar samt Hanne og Flemming Ljungdahl ydet væsentlige bidrag til
foreningens stiftelse.
Foreningens første
bestyrelse fik følgende sammensætning: Formand Kristina Hertel, næstformand
Rune Haulund, sekretær Dina Bakar, kasserer Kenneth Hennings og menigt medlem
Kristian Munk. Som suppleanter valgtes 1. Charlotte Andersen, 2. Tibor Czako,
3. Hanne Ljungdahl, 4. René Chabert og 5. Viggo Karm. Endelig blev Poul Dreyer
valgt som revisor og Flemming Ljungdahl som revisorsuppleant.
Hvordan startede det
hele?
I 1987 fik jeg begravet min
13 år gamle kat på gravpladsen, som dengang var et anpartsselskab under navnet
”Dyregravene ApS”. Fru Carla Schou fungerede både som daglig leder af
gravpladsen og som forretningsfører med alt hvad dette indebærer af administrative
opgaver, medens hr. Sivertsen varetog selve begravelserne. Dyregravene var i
mine øjne på daværende tidspunkt en velfungerende gravplads, men samtidig også
helt afhængig af de 2 nævnte personers engagement og daglige indsats.
Da jeg så 7 år senere – den
22. september 1994 – igen skulle have foretaget en begravelse, var meget
ændret. Gennem flere år var den årlige leje ikke blevet opkrævet og gravpladsen
var begyndt at forfalde. Ved begravelsen spurgte jeg hr. Sivertsen om
baggrunden for de manglende lejeopkrævninger og det viste sig, at fru Schou var
død i december 1991. Ganske vist var hr. Claus Henrik Schmid i mellemtiden
blevet indsat som direktør i anpartsselskabet, men han havde ikke formået at
videreføre gravpladsen i fru Schou’s ånd.
Hr. Sivertsen opfordrede
mig til at indbetale min skyldige leje på anpartsselskabets girokonto, men jeg
var skeptisk og ville først have en nærmere afklaring af ejerforholdene. Jeg
aflagde derfor besøg i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor jeg til min store
overraskelse erfarede, at Dyregravene gennem flere år ikke have indsendt de
lovpligtige regnskaber og at Skifteretten derfor gennem kundgørelse i
Statstidende allerede den 29. september året før havde påbegyndt en
tvangsopløsning af anpartsselskabet!
Af kundgørelsen fremgik, at
advokatfirmaet B. Helmer Nielsen på Rådhuspladsen, repræsenteret ved advokat
Lars Krogsgaard, havde fået til opgave at afvikle selskabets aktiviteter. Jeg
kontaktede straks advokaten, som blev meget glad for min henvendelse, idet jeg
var den eneste gravholder, som han på daværende tidspunkt var i kontakt med.
Advokaten inviterede mig
til et møde på hans kontor på Rådhuspladsen. Vi drøftede først om der i det
hele taget var basis for at videreføre gravpladsen. I betragtning af, at der
var omkring 667 gravsteder på gravpladsen, blev vi enige om, at interessen
burde være til stede. Der var imidlertid et problem med det økonomiske
grundlag, idet anpartsselskabets direktør, Claus Schmid, havde optaget et lån
på 200.000 kr. med pant i ejendommen. Dette lån, med en restgæld på omkring
180.000 kr., ville en ny ejer være tvunget til at overtage. Og såfremt
terminerne ikke løbende blev betalt, ville långiveren, som viste sig at være
det daværende Unibank, være berettiget til at sende gravpladsen på
tvangsauktion. Men hvor skulle den fornødne kapital komme fra?
Vi drøftede derefter, under
hvilke former det i givet fald ville være muligt at videreføre gravpladsen:
skulle det være som et A/S, et ApS, som en forening eller evt. som noget helt andet?
Vi anså det for vigtigt at få lavet om på den store afhængighed af nogle få
personers engagement i gravpladsen. Det største og mest ægte engagement burde
logisk set kunne findes blandt gravholderne, men ville der blandt disse være
tilstrækkelig interesse for at etablere og drive gravpladsen i fællesskab? Hvis
spørgsmålet kunne besvares bekræftende, ville det være bedst at forsøge at
videreføre gravpladsen på foreningsmæssig basis. Vi gik nu hver især i gang med
at undersøge dette.
Gennem opslag på gravpladsen
og ved at kontakte de gravholdere, jeg tilfældigt mødte på gravpladsen,
etableredes den tidligere nævnte Initiativgruppe, som begyndte at holde
regelmæssige møder. Gruppen gjorde en stor indsats for at få skabt kontakt med
så mange gravholdere som muligt og for at få dannet sig et indtryk af
interessen for en videreførelse af gravpladsen.
Sideløbende med
Initiativgruppens bestræbelser tog advokaten kontakt med en række
dyreværnsforeninger, som blev spurgt, om de kunne være interesserede i at overtage
og videreføre gravpladsen. På denne måde fik han kontakt med Marianne Wiberg
fra Kattens Værn, som tilbød at stille såvel kapital som administrationsapparat
til rådighed for en videreførelse af gravpladsen. Kattens Værn gav dog samtidig
udtryk for, at man ikke kunne påtage sig at stå for den daglige drift. Så i et
eller andet omfang måtte gravholderne under alle omstændigheder på banen, men
meldingen fra Kattens Værn var en vældig opmuntring for Initiativgruppen i dens
bestræbelser på at få skabt en redningsplan.
Den 14. december 1994 blev
der så holdt et nyt møde på advokatens kontor med deltagelse af
Initiativgruppen og Marianne Wiberg. Allerede på dette tidspunkt havde vi fået
en klar fornemmelse af, at der blandt gravholderne var en overvældende interesse
for at videreføre gravpladsen og der var derfor enighed om, at vi skulle
forsøge at stable en forening på benene, baseret på demokratiske principper.
Men hvem skulle stå for den daglige drift og kunne der skabes et bæredygtigt
økonomisk grundlag for en videreførelse af gravpladsen?
Der var imidlertid grænser
for hvor lang tid advokaten på vegne af Skifteretten kunne give os til at
besvare disse spørgsmål. Da der hverken blev betalt terminer, ejendomsskatter
eller andre udgifter medens Skifteretten arbejdede, voksede gælden støt dag for
dag. Vi fik derfor en frist til udgangen af februar 1995 til at få stablet en
forening på benene og få skabt det fornødne økonomiske grundlag.
En væsentlig medvirkende
årsag til at det var gået så galt med Dyregravenes økonomi var, at man ikke
havde nogen sikkerhed for at gravholderne betalte deres leje. Når folk mistede
interessen, flyttede, forsvandt eller døde stod anpartsselskabet ofte i en
situation, hvor indtægterne pludselig udeblev. For at imødegå dette opstod
idéen om at indføre et depositum svarende til 1 års kontingent. Ved at regne
lidt på tallene stod det desuden klart, at man ad denne vej ville være i stand
til at tilvejebringe en tilstrækkelig stor kapital til at finansiere
overtagelsen af gravpladsen. Og da alene ejendomsvurderingen på 445.000 kr. for
selve grunden lå en hel del over købesummen, kunne foreningen helt risikofrit
og med god samvittighed låne en del af gravholdernes indbetalte deposita til at
finansiere den kontante udbetaling.
En anden erfaring fra
Dyregravene var, at ingen enkeltperson måtte have mulighed for at træffe
afgørende, økonomiske dispositioner vedrørende gravpladsen, således som det var
sket, da Claus Schmid optog et lån med pant i ejendommen. Det måtte forventes,
at foreningen, såfremt den var i stand til at betale de løbende terminer på
pantebrevet, i løbet af en årrække ville oparbejde en formue af en
størrelsesorden, som kunne virke fristende på svage sjæle. Der var således et
indlysende behov for at beskytte foreningens formue, hvilket blev sikret gennem
en række meget stærke bestemmelser i foreningens vedtægter.
Januar og februar 1995 blev
2 måneder med hektisk mødeaktivitet i Initiativgruppen. Gruppen voksede støt og
roligt eftersom stadigt flere gravholdere ønskede at give en hjælpende hånd med
og der herskede i gruppen en enestående pionerånd og en usædvanlig vilje til at
få en redningsplan stablet på benene.
Lørdag den 25. februar 1995
kl. 13.00 mødtes Initiativgruppen – som efterhånden var vokset til en halv snes
mennesker – for sidste gang for at finpudse de sidste detaljer inden den
stiftende generalforsamling. Mødet fandt sted i nogle nedlagte kontorlokaler på
Strandlodsvej 9 B på Amager, som Flemming Ljungdahl velvilligt stillede til
rådighed. Alt var nu klar til generalforsamlingen: vi havde fået kontakt med et
par hundrede gravholdere, som havde tilkendegivet positiv interesse for en
videreførelse af gravpladsen, den fornødne kapital ville blive tilvejebragt
gennem fastsættelse af et depositum for alle gravsteder, vi havde fundet et
navn til foreningen, der var indgået aftaler med såvel en graver som en
inspektør om varetagelse af den daglige drift, Kattens Værn havde lovet at
stille kontorfaciliteter til rådighed for den kommende forening, Amagerhallen
var lejet til mødet, der var tilkaldt juridiske og økonomiske eksperter, der
var udarbejdet udkast til vedtægter for foreningen og der var udsendt både
mødeindkaldelse og pressemeddelelser.
Efter generalforsamlingen
På den stiftende
generalforsamling forelå et tilbud fra Dyregravenes likvidator om at overtage
gravpladsen mod betaling af en kontant udbetaling på 170.000 kr. samt
overtagelse af pantebrevets restgæld på 178.407 kr. Tilbuddet var kun gældende
til kl. 12 dagen efter generalforsamlingen og der skulle derfor handles
hurtigt. Bestyrelsen havde af generalforsamlingen fået mandat til at tage imod
tilbuddet, idet den samtidig blev pålagt - med bistand fra foreningens advokat
- at forsøge at opnå den bedst mulige pris for ejendommen.
På bestyrelsens
vegne gav foreningens advokat straks det fornødne tilsagn og indledte samtidig
forhandlinger om ejendommens pris. Herefter gik der en rum tid med juridiske
spidsfindigheder og tovtrækkerier førend bestyrelsen den 30. august 1995
endelig kunne afslutte forhandlingerne og underskrive det dokument, hvormed
gravpladsen blev overdraget til foreningen. Og resultatet måtte betegnes som
særdeles tilfredsstillende, idet det var lykkedes at reducere den kontante
udbetaling til 98.208 kr.!
Bestyrelsen fandt,
at overtagelsen var en så vigtig begivenhed, at den skulle markeres ved at
holde “Åbent Hus” på gravpladsen. Arrangementet løb af stabelen søndag den 10.
september 1995, hvor der - på trods af at vejrguderne ikke var os venligt stemt
- mødte flere hundrede medlemmer, gæster og venner af foreningen. Arrangementet
gav desuden foreningen megen positiv presseomtale, både i lokalaviser, -radio
og -TV. Siden da har der været tradition for at afholde Åbent Hus hvert
efterår.
Som før nævnt tog
foreningen dagen efter den stiftende generalforsamling imod tilbuddet om at
overtage gravpladsen. Likvidator kvitterede straks herfor ved at bemyndige
foreningen til “at udøve en ejers råden over ejendommen”, hvilket på godt dansk
betød, at vi fik lov til at foretage begravelser. Dette var naturligvis helt
afgørende for at vi igen kunne blive en fungerende gravplads for dyr.
Men inden vi kunne
foretage begravelser var det meget vigtigt at få skaffet klarhed over hvilke
gravsteder, der tilhørte hvem og hvilke, der var ledige til nye begravelser.
Allerede før den stiftende generalforsamling var der udfoldet store
bestræbelser for at komme i kontakt med så mange gravholdere som muligt, men
arbejdet var særdeles vanskeligt, idet Dyregravenes medlemskartotek ikke var
blevet holdt ajour gennem de seneste år.
Arbejdet med at
opspore gravholderne var meget omfattende, men bestyrelsen fik en helt
enestående hjælp af de frivillige hjælpere, der havde meldt sig på den
stiftende generalforsamling: Winnie Hansen, Angela Effersøe, Malene
Christensen, Inge Lundborg, Tibor Czako, Hanne Mogensen og Pernille Rising.
Resultatet var imponerende: I løbet af et halvt år havde foreningen fået over
300 medlemmer!
Bestyrelsen sendte
desuden ansøgninger til et utal af fonde og legater om økonomisk støtte.
Foreningens formål viste sig dog at være så specielt, at kun skibsreder og
dyreven Per Henriksen ville yde støtte til foreningen. Foreningen var dog så
heldig ganske uansøgt at blive tilgodeset med 5.000 kr. af fondet Maj Måneds
Katte ved Poul Holm.
Af andre sager,
som bestyrelsen arbejdede med i foreningens første leveår, kan bl.a. nævnes
udarbejdelse af informationsfoldere, et ordensreglement for gravpladsen,
etablering af pasningsordning for gravsteder og etablering af en fælles
urnegrav.
I betragtning af
den store arbejdsbyrde, der påhvilede bestyrelsen gennem hele det første år,
kunne det ikke undre, at flere medlemmer valgte at stå af undervejs. Både
formanden og næstformanden samt 1. og 2. suppleanterne havde trukket sig, men
heldigvis var andre gravholdere straks klar til at tage over. Og sådan har det
sådan set været lige siden gennem foreningens nu 10 første leveår: hver gang
nogen har trukket sig, har andre straks været klar til at tage over, hvilket
bl.a. fremgår af nedenstående oplistning af de personer, der gennem de 10 år
har bestridt et eller flere tillidshverv i foreningen:
Angela Effersøe |
Christina Neuendorf |
Christine Bartholin |
Birthe Osroff |
Dina Bakar |
Flemming Ljungdahl |
Grethe Gren Jensen |
Hanne Ljungdahl |
Hanne Mogensen |
Helene Birch |
Helle Feldner |
Jette Jacobsen |
Kay Verner
Nimholm |
Kenneth Hennings |
Kristian Munk |
Kristina Hertel |
Käthe Gren |
Malene Christensen |
Marianne Wiberg |
Ole Gam |
Peter Larsen |
Poul Dreyer |
Susanne Tinzmann |
Rune Haulund |
Tibor Czako |
Vibeke Rasmussen |
Viggo Karm |
Åge Munch |
Gennem disse mange
menneskers indsats er det lykkedes at videreføre gravpladsen og der har endda
også været kræfter til at skabe en række forbedringer, hvoraf de væsentligste
vel nok er udskiftning af det gamle, forfaldne skur, etablering af en fælles
urnegrav og pasningsordninger for dem, der ikke selv har kræfterne til at gøre
det. Økonomien er særdeles sund, der er efterhånden oparbejdet en egenkapital
på over 100.000 kr. og restgælden på pantebrevet vil kunne indfries om nøjagtig
2 år.
Set i bakspejlet må man
derfor nu konkludere, at det var en rigtig beslutning, der blev truffet for nu
10 år siden, da vi valgte at videreføre gravpladsen på foreningsmæssig basis.
Foreningen har – i modsætning til andre dyregravpladser rundt omkring i landet
– vist sig levedygtig og der er bestemt ingen grund til at forvente andet i de
kommende år.
Det bør
afslutningsvis nævnes, at foreningen næppe havde overlevet sine første leveår,
hvis det ikke havde været for den støtte og opbakning, som den hele vejen
igennem fik af Kattens Værn. Ikke alene stillede Kattens Værn vederlagsfrit
sine kontor- og mødefaciliteter til rådighed for foreningen, men de tog også
imod telefoniske henvendelser, distribuerede foreningens breve, lagde ud for en
stor del af foreningens udgifter og udgjorde i det hele taget en solid og tryg
base for foreningens virksomhed.